Forstoppelse er meget almindeligt og forekommer hos op til 20% af befolkningen, men kun halvdelen behandler sig. Forstoppelse forekommer 2 til 3 gange oftere hos kvinder end hos mænd.
Ved forstoppelse har man færre toiletbesøg end almindeligt. Afføringen er ofte træg og hård, og man kan have svært ved at komme af med afføringen. Man kan også have en følelse af at man ikke kommer af med alt.
Den mest almindelige årsag til forstoppelse er fiberfattig kost, for lidt væske og for lidt fysisk aktivitet. Forstoppelse kan også forårsages af stress, dårlige toiletvaner (for eksempel at undertrykke tarmens naturlige tømningsrefleks) og graviditet, eller være en bivirkning af lægemidler. Miljøforandringer, som ændringer i spise- og døgnrytme kan påvirke fordøjelsen og give træg mave. Derfor er det ofte at man oplever forstoppelse i forbindelse med rejser.